Din bedste investering i en god vinter

Offentliggjort den 7. november 2025 kl. 12.33

Vitamin D er ikke bare et "hype", men sagligt set en meget enkel måde at sikre immunforsvaret i løbet af vinteren. Samtidig har Vitamin D mange andre gode egenskaber, der gavner os. Oven i købet er tilskud  ret billigt.

Cholecalciferol - Vitamin D

(https://commons.wikimedia.org/wiki/User:NEUROtiker public domain)

 

Solen er vores vigtigste kilde til Vitamin D, når bestemte bølgelængder af ultraviolet lys når huden og omdanner kolesterol til et forstadium til Vitamin D. Men den lave vintersol har ikke evnen til at producere det vigtige vitamin eller hormon så fra oktober produceres ikke Vitamin D og vi må tære på det lager der er opbygget i fedtvævet i løbet af sommeren. Kosten yder lidt, men ikke nok, så i løbet af vinteren kommer vi til at mangle Vitamin D hvis ikke vi tager et tilskud.

Vitamin D bidrager til immunsystemets normale funktion ved blandt andet at sikre at hud og slimhinder har en intakt barriere og at kroppen danner de stoffer, der angriber mikroorganismer, der alligevel lykkes at trænge ind. Vitamin D hjælper også til at "skrue ned" for immunforsvaret når en infektion er bekæmpet og modvirker derved autoimmune reaktioner, som ikke tjener noget formål eller er direkte skadelige.

Vitamin D er også af betydning for vedligeholdelsen af vores knogler og tænder og for vores musklers normale funktion. Lavt Vitamin D kan påvirke den måde vi går på - den såkaldte "pingvingang" - man kan levende forestille sig hvordan det ser ud. Især mørklødede og tildækkede er i risiko for at udvikle dette tegn på Vitamin D mangel som både er en advarsel og påmindelse om at få suppleret kosten med tilskud.

Endelig spiller Vitamin D en rolle for celledeling og celledifferentering - dvs. at cellerne udvikler sig til det, de skal, når de har delt sig. Vitamin D modvirker derved at celler deler sig ukontrolleret og får også beskadigede eller ødelagte celler til at dø, så de kan blive erstattet med nye og friske celler.

Hvor meget skal der til?
De officielle anbefalinger er ret konservative fra 5-10 mikrogram om dagen til 20 mikrogram for personer, der ikke kommer ud i solen. Men moderne  og mere progressive forskere anbefaler højere doser. Målet skal være at opnå et tilstrækkeligt niveau i blodet af vitaminet i form af 25(OH)D målt i nanomol pr. liter på 50-75 nmol/l - eller højere ifølge nogle forskere. Man kan få det målt hos lægen, men hvis man indtager 30-40 mikrogram Vitamin D om dagen vil man sandsynligvis nå op på et fornuftigt niveau, der sikrer én bedst muligt. 
Overdosering er "næsten" ikke muligt og tidligere tiders bekymring for Vitamin D er nu afløst af en mere pragmatisk holdning som angiver at op til 100 mikrogram om dagen er helt uskadeligt.

Så er du ikke i gang allerede kan det anbefales at tage et supplement af Vitamin D - det gavner din sundhed på mange måder