Salvie (Salvia officinalis)
– eller læge-salvie – er en krydderurt/lægeplante, der stammer fra middelhavsområdet, men også trives fint på vores breddegrader. Det er en staude eller halvbusk og derfor flerårig. I hårde vintre kan den dog tage skade, men kommer sig som oftest hurtigt, når foråret kommer.
Salvie hører til læbeblomsterne (Lamiaceae) hvor vi også finder en række andre kendte planter, der dels bruges som krydderurter og dels har en lang tradition som lægeplanter i folkemedicinen og i tillige den moderne urtemedicin. Blandt de mest kendte er citronmelisse eller hjertensfryd, timian, lavendel, flere mynte-arter, basilikum, anisisop, rosmarin, sar og merian.
De kendetegnes af de stærkt duftende æteriske olier, der kan give maden karakter, når de bruges i køkkenet. Mange af disse stoffer er også antibakterielle og virker derfor desinficerende på f.eks. luftvejene hvis man indånder dampene fra urteteer med salvie eller timian eller drikker te (infusioner) med planterne. Læbeblomster indeholder også antioxidanter, der kan virke mod diverse betændelsestilstande. Andre indholdsstoffer (bitterstoffer og garvestoffer) stimulerer fordøjelsen.
I køkkenet
Læbeblomster hører til de planter, der kendetegner middelhavskøkkenet. Oregano og merian er klassiske krydderier på pizza og på grillet kød med citron og olivenolie. Timian er måske lidt mere robust i smagen, men bruges af og til i den franske klassiker Bouquet garni og den italienske pendant til blandingen Herbes de Provence.
Basilikum er uundværlig i pesto sammen med pinjekerner, parmesan og olivenolie.
Salvie kan virke lidt overvældende i madlavning, men svitset i smør eller olivenolie er den et overraskende frisk pust i en simpel spaghettiret.
Salvie som lægeurt
Salvie er en af historiens mest anvendte lægeplanter. Navnet Salvia stammer direkte fra det latinske salvare, som betyder "at helbrede" eller "at frelse".
Salviens medicinske virkning skyldes primært indholdet af æteriske olier (såsom thujon og cineol), garvestoffer (tanniner), rosmarinsyre og antioxidanter.
Halsskyllemiddel ved halsbetændelse og mundhuleproblemer er den mest veldokumenterede og hyppige anvendelse i moderne urtemedicin. Garvestofferne virker sammentrækkende (astringerende) på slimhinderne, mens de æteriske olier virker stærkt antibakterielle og betændelsesdæmpende.
Lav et stærkt afkog/te af salvieblade som afkøles og bruges som gurglevand ved halssmerter, mandelbetændelse, gummebetændelse, tandkødsblødninger og blister i munden.
Salvie har også en unik evne til at regulere og dæmpe kroppens svedsekretion. De aktive stoffer påvirker det autonome nervesystem og dæmper svedkirtlernes aktivitet. Man kan bruge det som afkog (te/infusion) eller salvieekstrakt. Det er et af de mest brugte midler ved hedeture i overgangsalderen samt mod kraftig nattesved eller generel overdreven svedproduktion (hyperhidrose).
Salvie til fordøjelsen: Bitterstofferne og de æteriske olier stimulerer galde- og mavesyresekretionen samt slapper af i tarmens glatte muskulatur. Kan lindre oppustethed, mavekramper, luft i maven og let spisevægring.
Sikkerhed: Mange af de smagsgivende stoffer i krydderurter kan være giftige i høje doser. F.eks. indeholder salvie Thujon, der er kendt for at kunne føre til overstimulation af nervesystemet. Mest kendt er det fra den alkoholiske drik Absint der omkring år 1900 kom i unåde. Senere undersøgelser har dog indikeret at det ikke var thujon i sig selv, men almindelig alkoholisme, der var årsag til de voldsomheder, der førte til forbud mod absint.
I praksis når man anvender salvie i madlavning eller moderate mængder som lægeplante er risikoen minimal. Kendte side-effekter ved høje doser er rastløshed, opstemthed, hallucinationer, rystelser (tremor) og svimmelhed. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har sat en sikker grænse på 5 mg thujon om dagen svarende til i omegnen af 5 gram tørrede salvieblade (mere hvis der er tale om friske salvieblade hvor grænsen er 15 g om dagen). Thujon omsættes og udskilles hurtigt – inden for 7-8 timer - så der er ingen risiko for ”ophobning” i kroppen eller langtidseffekter.
Tilføj kommentar
Kommentarer